Jeg tror jeg er klar til at iføre mig vinger og flyve....
Jeg går hen ad gaden, kigger ned i jorden og i takt med
mine skridt, lyder en stemme indeni: jeg vil være uafhængig.
Jeg er 15 år, mæt og overfyldt af familie følelseskaos.
Jeg ser ikke verden, hører ikke lydene – jeg mærker,
mærker tyngde og fremdrift. Jeg må videre...
Det er starten på en historie der handler om at turde
vælge sig selv, turde spørge nok gange og om at
turde stå alene i stormvejr.
Jeg kontaktede kommunen, fortalte min historie, bad om penge
og et sted at bo for mig selv. Det fik jeg. Kommunen skulle
blot have mine forældres samtykke, og vi blev derfor indkaldt
til møde.
Vi træder ind af døren. Siger goddag. Stemningen
er trykket og sagsbehandleren indleder mødet med at sige:
Ja Jens, din datter siger, du er alkoholiker, og at hun derfor
ikke kan bo hjemme.
Der lyder en hylen for mine ører og tiden går i
stå. Der står printet tillidsbrud ud over det hele.
Mine følelser græder, vrider sig, ønsker
at vende om – sige undskyld. Men jeg sidder bare lam og
ser på, lader tiden arbejde nu, hvor bomben er sprunget.
Det her er tilbage i 80’erne, længe før ordet
alkoholiker blev et almindeligt brugt ord – og det var
absolut første gang ordet blev nævnt i min familie.
Og der var jeg så alene med alene og uafhængig så
det sved. Fyldt af alvor og ansvar på vej ind i en tid,
der hedder sig at være 3 år af løssluppen
eufori. For mig blev gymnasiet i stedet 3 år i ubegribelig
utilpashed.
Når jeg tænker tilbage på min skoletid, har
jeg aldrig rigtig forstået, hvad der foregik: tysk, engelsk,
dansk, men hvad var den store sammenhæng? Det var som
om ordene ikke kom ind i mine ører med den samme kode,
som jeg var programmeret med – som at se en anden film
end den der bliver spillet.
Der gives ingen indledning til skolen, der forklarer hvorfor
og hvordan tingene hænger sammen. Min dagsorden var altså
ikke tysk, engelsk, dansk; den var mennesker. Hvad skulle jeg
stille op med Christian den 4. og digte af Strunge, når
de ikke blev relateret til forståelsen og udviklingen
af mit og andres liv.
Jeg kan i stedet til hver en tid ”fryse” et øjeblik
i klasselokalet og erindre, hvordan hver enkelt af mine klassekammerater
havde det – erindre udtrykket i deres øjne, huske
de særheder, der gør mennesker til individuelle
enheder: huske hende, der spejlede sig i sin fingerring af selvtilfredshed
eller angst over, om håret var faldet ud af frisure, huske
ham med sygelig sirlig orden i sit penalhus, eller hende der
var sød og god, men absolut anonym i denne, lad os kalde
det kemiske sammensætning.
Indsigt i alle de særheder og forståelsen af, at
vi alle er et helt liv med milliarder af følelser hvert
minut, og den enhed skal vi på bedste og sjoveste vis
have til at fungere i en større sammenhæng - det
var min dagsorden i skolen. Men det kan man altså ikke
forklare sin engelsklærer, og jeg var heller ikke i stand
til at sige det med ord dengang.
Så jeg gik i skole, fik afløb ved at spille blokfløjte
og saxofon, så det stod ud af ørerne, gjorde rent
sent om aftenen, blev hjemme fra skole, når jeg skulle
lave opgaver – altså for at få tid. Og jeg
skrev gerne af, hvis jeg overhovedet kunne komme afsted med
det. Jeg fandt ud af det på den ene og den anden måde.
Så kom jeg på Det Kgl Danske Musikkonservatorium
med blokfløjte som hovedinstrument – det var da
på en eller anden måde lykken, men jeg blev bare
aldrig glad for det. Konservatoriet var på mange måder
bare en ny skole med en ny dagsorden, jeg ikke forstod.
Konservatoriet var for mig en slags fabrik, der producerede
stjerner og idioter. Der er max fire stjerner om året,
og så er det højt sat. Resten er dem ”who
doesn’t make it”. Jeg ville hverken det ene eller
det andet.
Jeg vred og drejede mig, fægtede med arme og ben, som
jeg gør, når jeg ikke kan finde ord for det, jeg
ikke synes er, som det skal være.
Først fik jeg en lærer, jeg ikke var glad for,
så en anden lærer, jeg heller ikke var glad for.
Så begyndte jeg at gå privat hos en rigtig god lærer
– en lærer der i højere grad havde et eget
udtryk og ikke blot jagtede den mest præcise reproduktion.
Desværre havde han tidligere undervist på konservatoriet
og havde et rimeligt dårligt ry, fordi han som kunstner
efter alle kunstens regler havde meget svært ved at give
regelmæssig undervisning.
Jeg fik så alligevel endelig arrangeret, at han kunne
undervise der. Jeg måtte dog love aldrig at brokke mig
eller være utilfreds med eventuel uregelmæssig undervisning.
Nu var fundamentet endelig skabt for at kunne arbejde i ro og
mag i en retning, jeg kunne forholde mig til.
Så døde min far. Pludseligt, men forventet. Og
efter et liv med en alkoholiker, der altid kradser i afgrunden,
sad jeg tilbage med en følelse af kedsomhed.
Jeg savnede livet og kampen. Nu skulle jeg for første
gang tage ansvar for indholdet i mit liv, og jeg skulle først
nu til at udforske om småborgerlighed var det eneste alternativ
til afgrunden. (det ved jeg nu det ikke er!)
Midt i kaos af stærke følelser og den særlige
energi, der omgiver mennesker, der har stor sorg blandet med
lettelse, blev min lærer og jeg forelskede. Vi rejste
jorden rundt… eller jeg fulgte ham jorden rundt, hvor
hans turnéer tog os i eventyrlig luksus krydret med frustration
som besnærer ethvert affæreforhold – linien
hjem til konen. Fantastisk var det og ende skulle det.
Så hjemvendt efter næsten to års konstant
rejse skulle jeg forholde mig til et sidste år på
et konservatorium, jeg havde forhandlet med i næsten et
år for at få den drømmelærer, jeg nu
ikke kunne være i enrum med.
Ja ja, jeg måtte jo æde den. Heldigvis havde jeg
mødt Michala Petri ved en koncert i Schweiz.
Mit møde med Michala, der er et vidunderligt menneske,
var skelsættende. Michala er ganske særlig og kan
sige ting med en jordnær klarhed, der er svimlende. Hun
puttede fingeren på én puls: der er kun noget ved
noget, når det kommer indefra. Den første time
jeg var hos hende, sagde hun ”jeg kan lære dig hvad
jeg ved på 20 min, resten kommer indefra”. Jeg skulle
ikke lære at spille som Michala, men skulle derimod lære
at finde min egen lyd. Så i konservatoriets slutspurt,
hvor det egentligt kun skal handle om at sætte en sidste
hånd på værket, satte jeg en streg over det
hele. Begyndte at spille lange toner eller musikalsk meditation
som jeg kalder det. Det er der, hvor man spørger indtil
lyden, prøver at finde kernen, og der hvor man finder
ro til at give afsæt til andre toner. Så der gik
jeg og tog timer hos verdens bedste blokfløjte tekniker
og spillede lange toner, mens de urørte bunker af Vivaldi
koncerter og Bach sonater samlede støv i hjørnet.
Kort efter konservatoriet mødte jeg min mand. Han var
på vej til USA, han ville være countrystjerne i
Nashville. Fint med mig. Han tog afsted og jeg fulgte efter
en måned senere. Så tog vi til Vegas, og giftede
os. Tog hjem igen, fik en baby, købte et hus på
landet og ja, så er det nogenlunde her, jeg er nu.
Alting falder på plads lige så langsomt. Da jeg
mødte min mand, var det første gang, jeg mærkede
kærligheden som kærlighed og ikke som en svingtur,
hvor man ikke ved, om man lander på roser eller torne,
hvor flænsede følelser er hverdagskost.
Da jeg i sidste uge var en af vinderne i Erhvervsbladets konkurrence
om bedste iværksætteridé, var det første
gang, jeg fik anerkendelse, uden jeg først skulle søge
dispensation eller komme med anden forklaring om hvorfor og
hvordan.
Jeg tror jeg er ved at være der, hvor fundamentet er lagt.
Jeg kan iføre mig mine vinger og flyve.Denne historie
kunne nemt blive en endeløs opremsning af afvigelser.
Situationer, hvor jeg har brudt med reglerne, fået dispensation
og særbehandling.
– Som da jeg fik lov at gennemføre mit studie uden
pædagogik, fordi jeg råbte til rektor at jeg hellere
ville være skraldemand end blokfløjtepædagog.
– Som da jeg var til eksamen i musikhistorie, hvor de
endte med ikke at give mig karakter, fordi de ikke kunne blive
enige. Så jeg gik hjem uden og måtte vente et par
par dage, hvorefter de havde fundet en løsning.
– Som til min Diplomeksamen, hvor de voterede i over en
time og Michala Petri kom ud, gav karakteren og tilkendegav
at hun ikke kunne stå indefor den, men censor havde erklæret
at han ikke ville forlade lokalet hvis der blev givet en anden
karakter.
– Som da jeg ville undervises af Michala Petri. Hun har
aldrig undervist på konservatorier i Danmark og har i
øvrigt kun haft en anden fast elev. Da jeg ringede og
spurgte, og hun takkede nej, så ringede jeg og spurgte
igen, og hun sagde ja, men ikke i konservatorieregi. Så
ringede jeg igen, hvorefter hun søgte stillingen som
timelærer og påpegede, at hun kun ville undervise
mig et år og ingen andre før eller siden.
Men hvorfor denne endeløse opremsning af afvigelser?
Fordi det er min erfaringsbank og baggrund for, hvad jeg gør
i dag. Jeg underviser, holder
kurser og foredrag i kreativitet.
- Kreativitet som kunstnerisk åre.
- Kreativitet som måde at skabe
individuelle liv på.
- Kreativitet som middel til at bøje
reglerne lige til kanten indenfor de givne rammer.
- Kreativitet som den åre
der bærer budskabet fra vores hjerter ud i livet.
Hvad betyder det i praksis?
Det betyder at jeg underviser offentlige og private virksomheder
i at betragte sig som en enhed fuld af enestående individer,
der alle har ansvar for at melde ind med det de er allerbedst
til. Jeg hjælper dem med at vække deres gamle
og indgroede vaner for i stedet at bruge deres kreativitet
og spontanitet til at navigere med i hverdagen.
Jeg underviser ledige, primært akademikere, i at tænke
deres potentialer større end deres uddannelser.
Jeg knuser problemer både i større og mindre
grupper og finder alternative måder at løse dem
på.
Mest af alt laver jeg koncepter og udvikler idéer.
Sidst idéen til vækst og innovationsmiljøet
”fra drøm til virkeligehed”, der er den
idé jeg bød ind med i erhvervsbladets konkurrence.
Det er en idé til et kulturelt innovationsmiljø,
der huser alle leddene i innovationsfødekæden
– lige fra små børn til professionelle
iværksættere, kunstnere og kreativt arbejdende
mennesker.
En af hovedstenene i miljøet er en idéskole
til børn og unge som skal fungere som alternativ til
de traditionelle musikskoler. En skole hvor man tager vare
på og stimulere børns idéudvikling. Så
vi bevarer børns innovtive evner, istedet for først
at ”ødelægge” dem, hvorefter de skal
finde dem igen, for at matche det samfund der har mere og
mere brug for kreative og innovative kompetencer.
Og Morgendagens Heltinder – ja det er blevet min virtuelle
arbejdsplads med en alsig samling af opmærksomme og
kloge kollegaer jeg aldrig ville kunne finde samlet på
en arbejdsplads.
Og med alt det udviklingsarbejde der ligge bag mit virke,
som foregår fra mit hjemmeskrivebord er det en helt
fantastisk og absolut ny måde at tænke en arbejdsplads
på.
Der er dog dage hvor jeg tænker om man kunne blive ansat
som fuldtids heltinde, fordi det indimellem er meget tidskrævende,
hvis man skal følge med i alle de dejlige mails.
Fra 1. Nov vil det være muligt at se mange flere detaljer
om mine produkter og tankerne bag på min nye hjemmeside.
Indtil da kan du stadig kigge på hjemmesiden, men den
er langt fra i topform. www.juliepi.dk
Vi er alle unikke og særlige væsner, og jo mere
vi arbejder ud fra dét, jo mindre distance er der,
fra det vi gør, til os selv og det skaber hele mennesker.
Hele mennesker er glade mennesker og med flere glade mennesker,
er vi stødt og roligt på vej til en mere harmonisk
verden.
Og det er jeg helt sikker på, at jeg gerne vil være
med til – vil du ikke også?
|
